Budskap

Henrik Ibsens Et dukkehjem har ett altoverskyggende budskap. Dette blir tydeligere og tydeligere desto lenger ut i skuespillet vi kommer, nemlig  borgerskapets normer som gjør at kvinner holdes fast i en uselvstendig, umyndig rolle. Konsekvensen av at man holder fast ved disse normene, er at kvinnene aldri får mulighet til å utfolde sitt fulle potensiale. I stedet reduseres de til søte pyntedukker i vakre dukkehjem, slik skuespillets tittel også antyder. Ibsen lar Nora si det direkte til Helmer da hun på slutten av tredje akt ser tilbake på livet sitt og ekteskapet deres:

Når jeg nu ser på det, så synes jeg, jeg har levet her som et fattigt menneske, – bare fra hånden og i munden. Jeg har levet af at gøre kunster for dig, Torvald. Men du vilde jo ha’e det så. Du og pappa har gjort stor synd imod mig. I er skyld i, at der ikke er blevet noget af mig. [...]  Men vort hjem har ikke været andet end en legestue. Her har jeg været din dukkehustru, ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker. Jeg syntes, det var fornøjeligt, når du tog og legte med mig, ligesom de ...

Teksten som vises ovenfor er bare et utdrag. Kun medlemmer kan se hele innholdet.

Få tilgang til hele nettboken.

Som medlem av Studienett.no får du tilgang til alt innholdet.

Kjøp medlemskap nå

Allerede medlem? Logg inn