Forstå teksten

Alexander Kiellands novelle «En god Samvittighet» er en eldre tekst. Det brukes derfor en del gamle ord og stavemåter i teksten, f.eks. «Samvittighed». De vanskelige ord har vi forklart nedenfor, hvor vi har satt inn hele teksten fra novellen. De forklarte ordene er markert med en tynn, stiplet linje. 

Dessuten gir vi korte forklaringer til selve handlingen i «En god Samvittighet», så du ikke skal være i tvil om hva som skjer underveis. 

Du kan selv lete eter utdypende ordforklaringer dersom du har behov for det, eller slå opp ord som vi ikke har forklart. Bruk for eksempel naob.no eller Språkrådets ordbøkene. 

 

En god Samvittighet

Av Alexander Kielland, 1913 (1880)

 

Udenfor Advokat Abels Haveport holdt en liden, elegant Vogn, forspændt med to fede, blanke Heste. 
            Paa Seletøiet fandtes der hverken Sølvbeslag eller andet Metal, alt var mat sort, og alle Spænder vare overtrukne. I Lakeringen paa Vognen var der en liden Skygge af mørkegrønt, Hynderne havde en beskeden støvgraa Farve, og det var først paa nært Hold, man opdagede, at Betrækket var af den sværeste Silke. Kusken saa ud som en engelsk Præst – i sort tætknappet Frak med en liden opstaaende Krave og stivt hvidt Halsbind. 
            Fru Warden, som sad alene i Vognen, bøiede sig fremover lagde Haanden paa det Elfenbens Haandtag; hun steg langsomt ud, trak den lange Kjole efter sig og lukkede omhyggeligt Vogndøren. 
            Man kunde undre sig, at Kusken ikke steg af, for at hjælpe; de fede Heste saa ikke ud, som om de vilde finde paa Galskaber, om han slap Tøileme. 
Men naar man betragtede dette urokkelige Ansigt med de værdige, graasprængte Whiskers, forstod man strax, at det var en Mand, som vidste, hvad han gjorde, og aldrig forsømte noget af sin Pligt. 
            Fru Warden passerede gjennem den lille Have foran Huset og traadte ind i Havestuen. Døren til det næste Værelse stod halvaaben, og derinde saa hun Husets Frue ved et stort Bord bedækket med Bunker lyst Tøi og spredte Nummere af «Bazaren». 
            «Ah! – hvor du kommer beleiligt – søde Emilie!» – raabte Fru Abel, «jeg er ganske fortvivlet over Syjomfruen: hun kan ikke finde paa noget nyt. Og her sidder jeg nu og søger i «Bazaren». Kjære! læg dit Shawl og kom og hjælp mig; – det er en Spadserekjole
            «Jeg er nok lidet skikket til at hjælpe dig, hvis det gjælder Pynt,» svarede Fru Warden. 
            Den gode Fru Abel stirrede paa hende; der var noget foruroligende i Tonen, og hun havde en umaadelig Respekt for sin rige Veninde. 
            «Du husker vist, jeg fortalte dig forleden, at Warden havde lovet mig – det vil sige» – rettede Fru Warden sig selv – «han havde bedet mig bestille en ny Silkekjole» – 
            «Hos Madame Labiche – ja vist!» – afbrød Fru Abel, «og nu er du formodentlig paa Veien til hende? – Aa tag mig med! – det er saa morsomt!»            «Jegkjører ikke til Madame Labiche» – svarede Fru Warden næsten høitideligt. 
            «Men Gud! – hvorfor ikke?» – spurgte hendes Veninde og gjorde sine gode, brune Øine cirkelrunde af Forbauselse. 
            «Ja – jeg skal sige dig» – svarede Fru Warden, «jeg synes ikke, at vi med god Samvittighed kan give saa mange Penge ud til unødig Stads, naar vi vide, at i Byens Udkanter – i selve den By; hvor vi bo, lever der Folk i hundredevis, som lide Nød – bogstavelig talt: Nød!» 
            «Ja – men» – indvendte Fru Abel og kastede et usikkert Blik henover sit Bord, «det er nu engang saa her i Verden; vi ved jo, at Uligheden» – 
            «Vi bør vogte os for at forøge Uligheden, og heller gjøre, hvad vi kan for at udjævne den,» afbrød Fru Warden. Og det forekom Fru Abel, at hendes Veninde kastede et misbilligende Blik henover Bordet, Tøierne og «Bazaren». 
            «Det er jo bare Alpacca» – indskjød hun frygtsomt. 
            «Gud bevares – Caroline!» raabte Fru Warden, «tro endelig ikke, at jeg bebreider dig noget. Det er jo Ting, som saa ganske afhænge af hvert Menneskes Opfatning; – enhver faar handle saaledes, som han synes, han kan forsvare det overfor sin Samvittighed.» 
           Samtalen førtes endnu en Stund; og Fru Warden fortalte, at det var hendes hensigt at kjøre ud i den usleste af Forstædeme, for med egne Øine at forse sig om Tilstanden blandt de Fattige. 
            Den foregaaende Dag havde hun læst en Aarsberetning fra et privat Velgjørenhedsselskab, hvoraf hendes Mand var Medlem. Hun havde med Vilje undladt at søge Oplysning hos Politiet eller Fattigvæsenet; det var netop hens Hensigt selv – personlig at opsøge Armoden, lære den at kjende og saa hjælpe. 
            Dameme skiltes lidt koldere end sædvanligt. De vare begge i en alvorlig Stemning. 
            Fru Abel forblev i H...

Teksten som vises ovenfor er bare et utdrag. Kun medlemmer kan se hele innholdet.

Få tilgang til hele nettboken.

Som medlem av Studienett.no får du tilgang til alt innholdet.

Kjøp medlemskap nå

Allerede medlem? Logg inn